‘Leonard Cohen: Live In Dublin’ er optaget under Cohens totalt udsolgte 2012-2013-turné, hvor sangskriverens tredjesidste album ‘Old Ideas’ blev lanceret på de skrå brædder verden over. Den mere end tre timer lange maratonkoncert rummer imidlertid fremførelser af sange fra hele det canadiske fyrtårns katalog, fra ‘Dance Me To The End Of Love’, der slår de første magiske takter an, over ‘Bird On The Wire’, ‘Chelsea Hotel #2’, ‘Tower Of Song’ til ‘First We Take Manhattan’. Intimitet, intensitet og musikalsk skønhed går hånd i hånd gennem hele showet, suppleret af hovedpersonens ydmyge, vittige og vise bemærkninger fra scenen.